---
title: "Heltemod i havnebassinet: Fuldskala redningsøvelse under The Tall Ships Races i Esbjerg"
description: "Fredag den 8. august kl. 15.30 gennemføres en storstilet redningsøvelse i Trafikhavnen, hvor publikum får mulighed for at opleve, hvordan nødstedte reddes til havs."
date: "2025-08-05"
created: "2025-08-05"
---

[Hjem](https://tallshipsesbjerg.dk/)

                    [Nyheder](https://tallshipsesbjerg.dk/nyheder)

                [Heltemod i havnebassinet: Fuldskala redningsøvelse under The Tall Ships Races i Esbjerg](https://tallshipsesbjerg.dk/nyheder/heltemod-i-havnebassinet-fuldskala-redningsoevelse-under-the-tall-ships-races-i-esbjerg)

# Heltemod i havnebassinet: Fuldskala redningsøvelse under The Tall Ships Races i Esbjerg

Når The Tall Ships Races indtager Esbjerg til august, bliver det ikke kun skibene, der imponerer. Fredag den 8. august kl. 15.30 gennemføres en storstilet redningsøvelse i Trafikhavnen, hvor publikum får mulighed for at opleve, hvordan nødstedte reddes til havs.

Midt mellem de smukke sejlskibe i Trafikhavnskajens
historiske omgivelser demonstrerer en række af Danmarks dygtigste aktører fra
beredskabet og det maritime miljø, hvordan en redning på åbent hav foregår. Til
øvelsen bruges ekspertise og udstyr, der normalt anvendes i professionelle
redningsoperationer og træningssituationer over hele verden.

>
> "Vi er stolte af, at to lokale virksomheder bruger The Tall Ships Races som ramme for en demonstration af det, de er rigtig dygtige til. Det er et stærkt samarbejde mellem beredskab og erhvervsliv, og det er en sjælden mulighed for publikum for at opleve en redning på så tæt hold", siger eventchef
> Kirsten Bisgaard Kirchner.

## **Redning med helikopter**

Øvelsen gennemføres i tæt samarbejde mellem VIKING
Life-Saving Equipment og RelyOn med hjælp fra Kystredningstjenesten og
Marinehjemmeværnet.

>
> "Vi ser frem til at deltage i redningsøvelsen under The
> Tall Ships Races og bidrage med både specialiseret redningsudstyr og
> instruktører med stor erfaring fra sikkerhedstræning i højrisikomiljøer.
> Øvelsen er en værdifuld mulighed for at afprøve procedurer og samarbejde på
> tværs af organisationer – og for at vise publikum, hvor vigtigt det er med
> viden, forberedelse og realistisk træning", siger Jan Dietz fra RelyOn.

Øvelsen bliver sat i gang med et kraftigt tågehorn,
hvorefter redningsflåder sættes i vandet, og deltagere i redningsdragter hopper
i bassinet for at blive reddet. Et af højdepunkterne bliver verdens første
motoriserede redningsflåde med plads til 203 personer – LifeCraft – som sejler
rundt i bassinet. Derudover vil man kunne opleve opsætning af forskellige
redningsflåder og redningsudstyr, og hvis forholdene tillader det, gennemføres
også en spektakulær helikopterredning.

>
>
> “Hos VIKING arbejder vi hver dag med at udvikle udstyr og løsninger, der
> redder liv til søs – og det er præcis dét, vi ser i aktion under
> redningsøvelsen i Esbjerg. Det er en enestående mulighed for at vise, hvordan
> viden, forberedelse og samarbejde gør en konkret forskel, når det virkelig
> gælder.” siger Malte V. Eggers fra VIKING.

VIKING Life-Saving Equipment er i år med som
hovedsponsor på The Tall Ships Races, og virksomheden vil være synlig på kajen
med et eget område under hele den maritime folkefest.

 ****

 ****
