---
title: "The Tall Ships Races dækker op til et kulinarisk eventyr"
description: "Duft og smag på hele verden, når The Tall Ships Races tager besætninger og gæster med på en rejse rundt i alverdens køkkener. Langs kajerne frister boder og foodtrucks med mad og drikke til både sømænd og landkrabber."
date: "2025-08-01"
created: "2025-07-10"
---

[Hjem](https://tallshipsesbjerg.dk/)

                    [Nyheder](https://tallshipsesbjerg.dk/nyheder)

                [The Tall Ships Races dækker op til et kulinarisk eventyr](https://tallshipsesbjerg.dk/nyheder/the-tall-ships-races-daekker-op-til-et-kulinarisk-eventyr)

# The Tall Ships Races dækker op til et kulinarisk eventyr

Duft og smag på hele verden, når The Tall Ships Races tager besætninger og gæster med på en rejse rundt i alverdens køkkener. Langs kajerne frister boder og foodtrucks med mad og drikke til både sømænd og landkrabber.

Når The Tall Ships Races 2025 kaster anker i Esbjerg fra den
6. til 9. august, bliver det ikke kun de smukke sejlskibe, der lokker folk til
kajen.

Et væld af food trucks og boder med mad og drikke fra alle
verdenshjørner vil nemlig friste både skibenes besætninger og de tusindvis af
gæster til den maritime folkefest.

Langs kajen kan de sultne og tørstige smage på hele verden,
og ganer og maver kan glæde sig til alt fra fish and chips, burgere, hotdogs,
bagels, pandekager og pizzaer til spændende danske, græske, tyrkiske,
vietnamesiske, mexicanske og thailandske lækkerier. Og det hele kan skylles ned
med kaffe, cocktails, øl, sodavand og andre våde varer.

**Mangfoldighed og kvalitet**

Det er en af Esbjergs lokale madaktører, Ian Choe Nielsen
fra Gadens Gastronomer, der har faciliteret madoplevelserne, og han har lagt
vægt på at bringe flest muligt lokale leverandører i spil og samtidig sikre
kapacitet og kuverter nok til de mange gæster til The Tall Ships Races.

>
> “Madmæssigt har vi sat kursen mod mangfoldighed og kvalitet,
> og vi hylder det uformelle måltid, hvor folk samles omkring god mad og glad
> stemning midt imellem verdens flotteste sejlskibe. Jeg er sikker på, at suset
> fra verdenshavene sammen med de mange oplevelser på havnen vækker alle sanser
> og gør appetitten stor, og vi glæder os til at lade folk stille sulten og
> slukke tørsten på havnen,” siger Ian Choe Nielsen.

De kulinariske oplevelser bliver fordelt rundt i hele
området ved Dokhavnen og Trafikhavnen og vil fungere som hyggelige oaser i det
maritime landskab. Her kan børnene få en is imellem aktiviteterne, og gæsterne
kan slå sig ned ved bordene, spise et måltid mad eller skåle i solnedgangen med
udsigt til sejl og sømænd.
